Facebook
linkedinlink
61 46 95 21

  

Beretning 2016

 

Bestyrelsens beretning for 2016 ved formanden.

 

Året blev som altid indledt med en generalforsamling, hvor 27 medlemmer var mødt op og hvor alle på valg blev genvalgt. Ved udgangen af 2016 er vi nede på 99 medlemmer. Der er kommet 3 nye til, mens 3 har meldt sig ud, og dertil har vi desværre mistet Erik Augustinussen i efteråret, ære være hans minde.
Bestyrelsen havde her i jubilæumsåret besluttet at opgradere de 4 normale foredrag til 6. Det førte til, at udover foredraget efter generalforsamlingen, hvor Jette Meldgaard fortalte om Onde tider i Tessebølle – da pesten udryddede samtlige beboere i Tessebølle, var der følgende 6 foredrag:  Modstandsfolk og LandssvigereSkiftesager og dødsattesterFolk! Hvad er vel folk i grunden ?Født i KøbenhavnUægte børn og arme kvinder og  Øgenavneregisteret, som alt i alt var godt besøgt.
Vi blev ”Ugens gæster” i lokalavisen Køge Onsdag, hvor formand og næstformand fik en god snak om SSØ og slægtsforskning med redaktør Arne Egaa i Hugos Kælder. I marts var medlemmerne inviteret til Selskabets 25 års Jubilæumsfest på Odd Fellowgården med munter underholdning af dansktop-sangerinden Lotte Riisholt. Vi var 30 der deltog, men der var rigelig plads til flere. I samme anledning kunne vi byde på en Jubilæums udgave af vores ”pensionerede” medlemsblad ”Stamtræet”, som vores 2 tidligere redaktører Else og Henning var med på, som en god idé.
Alle medlemmer har fået Jubilæumsbladet og en SSØ pen som souvenir.
Sommerudflugten havde Sorø og omegn som mål i strålende sol med 30 deltagere. Akademiet og kirken, Tersløsegaard, spisning på Gyrstinge Skovkro, Springkilden ved søen og ”Landsbyhuset” i Gyrstinge. Igen i år en tak til Margit for det fine hæfte med turbeskrivelsen.
Det årlige ”Foreningernes Dag” var igen i Rådhusgården / Rådhusarkaden. Vi havde pavillon lige ved arkaden som vi kunne trække ind i når en samtale krævede det, absolut en bedre oplevelse end i 2015, hvor musikkens høje niveau generende en del. Vi havde med lidt bagtanker lavet et ”Stamtræ-skema” for børn, som de ved hjælp af forældrene kunne udfylde med navne på forældre / bedsteforældre o.s.v. med en fjerpen, og efterfølgende tage med hjem og vise det til deres kammerater på deres værelse. Erna og Jonna repræsenterede atter SSØ ved foreningen "Kludeegens" sommermarked i Roholte, og forsøgte også med ”Stamtræ-skemaet”, men uden det store held.

Kør-selv-turen til ”Landbomuseet Lundekrog” senere i juni havde stor tilslutning og vi fik en fin rundvisning i museets store samling af gamle ting og sager i alle mulige kategorier, med efterfølgende hygge i gården med kaffe og medlemsmedbragt kage.
Gotisk læsning og Legacy holdene på Ellemarkskolen har det fint, om end der er god plads til flere, tak til holdlederne Bente og Knud. Men Slægtsforsknings-værkstedet har trange kår, vi tvivler på at medlemmerne ikke har nogen problemer med deres forskning. Måske bør det foregå et andet sted og tidspunkt.
Julemødet forløb rigtig godt med pæn tilslutning til det pyntede julebord med æbleskiver, det eftertragtede julebrød og elleres lidt af hvert til en hyggeaften. Som afslutning på jubilæumsåret var der i år hele 3 quizzer at fornøje sig med. Måske var de lidt skrappe, men præmierne var da ”søde”.
Hjemmesiden er under opdatering. Der er kommet ny web designer på og der arbejdes på at gøre en medlemsdel færdig. Idéen er at medlemmerne skal have personlig adgang til et lukket miljø, hvor der kan skrives og læses fra, fx hvis man har en god slægtshistorie, eller har lyst til at lave et referat af et foredrag, som de øvrige medlemmerne kan få gavn af, og det uden at omverdenen er med. Håber vi kan præsentere det mere uddybende på medlemsmødet 7. feb. 2017.

 

Pbv   Henrik Atting

 

 

/    ha    c. 31.1.2017